Perronen 2
Er de ikke blevet større – nullermændende af grene der ruller over pladsen? Hmmm, måske ikke ….–jow sg!
Pyt….. de generer jo ikke nogen, tænker jeg, mens jeg skimter dem ud af øjenkrogen og ser dem rulle videre hen over pladsen.
Hvor er her dejlig fredeligt – roligt og stille, både ude og inde i mig. Jeg sukker dybt af velvære, rejser mig fra bænken og går om bag bygningen for at nyde de smukke blomster og planter der pryder forsiden.
Sommerfuglen sætter sig på min arm. Hvor hyggeligt. Det er så meningsfyldt at stå der og føle at vi hører sammen – os to i alt vores skønhed. Den bli´r siddende. Sikke en tillid tænker jeg og smiler. Tænk hvis vi alle levede i gensidig tillid…
Det er egentlig længe siden jeg har overvejet at stige på toget igen…. Måske det er tiden? Jeg når ikke at tænke tanken til ende, inden forsvarstalen starter i en lind strøm.
”Drop det!” – ”Du ved hvordan det går” – ”Du bliver ikke set” – ”Du bliver ikke mødt” – ”Du bliver ikke hørt” – ”folk farer vilde afsted uden for dem selv”
Sommerfuglen er fløjet, og jeg kommer til at tænke på ordet tillid igen. Har du helt og aldeles mistet tilliden og troen?
Forsvarstalen starter igen.
”De er ikke klar” – ”De tør ikke” – ”De er ikke villige til at gå vejen” – ”De—–”
Jeg stopper mine tanker. Måske de er ved at være møre, tænker jeg. Der må da være grænser for hvor længe de kan holde til det pres og forsøge at gå gennem en låst dør?
Bryder ud i høj latter. Hold k*ft hvor jeg elsker at grine med mig selv. Dejligt befriende, uhøjtideligt og forløsende. Selv om det er af mit eget selvbedrag!
Hvor lang tid var det lige du selv udholdt det umenneskelige pres, siger jeg højt for mig selv. Du blev sg da selv ved til du var så langt væk fra dig selv, at der næsten ikke var en vej tilbage, hvisker jeg stille ud i luften…
Tillid blev der sagt, siger jeg med en meget myndig og troværdig stemme, til mig selv. Smiler eftertænksomt.
Jeg kunne jo dybest set selv vise lidt tillid og åbenhed, og som det mindste gå om på perronen næste gang toget kommer, og så se hvordan der ser ud.
”Hallo pomfrit” bli´r der sagt.
Nåh, så ka jeg mærke at klovnen kommer på banen. Klovnen der bruger humoren til at nå mig, dybt i min sjæl. ”Er det at vise tillid, er det et liv at leve -at gå om bag huset hver gang toget kommer?” siger den stille men bestemt til mig.
Det tuder i det fjerne…
Åhh for fanden da, tænker jeg, og skyder endnu en forsvarstale af
”Jamen de ka da lige så godt stå af toget, som jeg ká stå på” – ”jeg vil ikke ind i al den stress og jag igen” – ”enhver har ansvaret for sit eget liv” – ”jeg taler for døve ører”….
”Hva nu hvis du stiger på toget og ER med dem, du ká jo bare stå af på næste station igen hvis du vil?” Jeg ka mærke han smiler til mig. Klovnen.
Han rammer mig hver gang. Han ved han skal bruge humoren for at vække mig. Jeg ligger mig i græsset og trækker været d y b t. Det vil jeg unde alle, at mærke VÆREN i fred og ro, tænker jeg mens jeg ligger og nyder solens intense stråler.
Det er helt magisk at ligge og dufte alle duftene, og høre alle lydene uden at skulle noget som helt. Bare være. V æ r e så det sitrer ud i hver celle i min krop
Jeg mærke hvor meget jeg elsker det.
Taknemmeligheden fylder mig.
Det tuder igen og skingrer i min ører. Den er tæt på nu. Toget.
Jeg gider faktisk ikke – helt ærligt. Men jeg rejser mig alligevel og går om på bænken.
OKAY OKAY OKAY!!! slap da á mand!
“Jeg kikker og jeg observerer. Men du må forvente at jeg ikke stiger på”, siger jeg til klovnen inde i mig selv, selv om han ikke har givet mere lyd fra sig.
Skal jeg stige på?
Toget triller langsomt ind på perronen. Jeg får tårer i øjnene med det samme.
Gad vide hvad der vil ske hvis jeg tager med?
Jeg kikker hen mod den forreste vogn. Det var helt tosset sidst jeg var forbi at kikke.
Uha så hårde de er. Både mod sig selv og hinanden, observerer jeg. Der sidder et par stykker tæt ved vinduet. Helt apatiske. De sidder bare og stirrer, men sidder rank som om ingen helst må opdage dem. De er der men er der ikke.
Gad vide hvad der vil ske hvis jeg sætter mig ind til dem og holder lidt om dem, tænker jeg.
Der er mange børn med toget denne gang. En del af dem står og banker på døren til den forreste vogn. Men der bliver ikke lukket op. Der er ingen der hører dem…
Gad vide hvordan jeg kan gøre en forskel, summer jeg lidt på, mens konduktøren går forbi for tredje gang. Han går hen på togtrinet og afventer afgang.
Du kan nå det endnu, siger min indre stemmet til mig.
Jeg ka godt mærke at jeg ikke bliver så træt ved tanken, som sidste gang jeg var forbi og kikke.
Hmmm, hva ville jeg egentlig lavet i toget, hvis jeg tog med. Jeg ku jo bare sætte mig i de mellemste vogne, der er ikke så mange. Mest folk der sidder med hovedet inde deres skærme. Jeg ku jo bare sidde og nyde udsigten mens vi kører.
Arhh, det blir sg osse for kedeligt tænker jeg. Jeg har jo den smukkeste udsigt her. Og her er der fred og ro – jeg griner højt. Konduktøren kikker spørgende over på mig???
Afgangssignalet lyder. Konduktøren hopper ind, dørerne lukker og toget sætter langsom i gang.
Nåh, ærgerligt sonnyboy. Det nåede du heller ikke denne gang, siger jeg undskyldende og forsvarende til mig selv.
”Det holder ikke siger klovnen til mig” –igen på den der irriterende kloge, vise og kærlige måde.
Min forsvarstale starter promte: ”næste gang” – ”næste gang stiller jeg mig på perronen og laver spøg og skæmt” – ”næste gang laver jeg hjertetegn til dem” – ”næste gang sender jeg i hvert fald kærligt energi til børnene, hvis de stadig ikke er blevet lukket ind” – ”næste gang …..”
”Det holder ikke”, siger klovnen kærligt til mig. ”Det kan du gøre bedre”
Jeg får ondt i hjertet da jeg ser dem der sidder i de bagerste vogne, mens toget triller ud fra perronen.
Ja, det kan jeg gøre bedre tænker jeg, og drejer rundt på hælen og går om mod haven. Om til Freden, Roen og Væren….
Perronen 1 – stige på og af -livet
