Det var en hyggelig fest. Laden var fin pyntet og der var en lystig snak rundt om ved bordene. Min borddame til venstre, en sød smilende lyshåret pige kikkede på mig. Jeg kunne godt huske hende fra min barndom. Jeg får et indre billede af en sommerdag i deres have, hvor jeg gav hende og hendes søster sutteflaske. Gad vide om hun ved det, tænker jeg. Billedet forsvinder igen.
Munden står ikke stille på hende. Hvor dejligt tænker jeg, det plejer at være mig der holder samtaler i gang. Jeg nyder det. Hvor temaet kom fra husker jeg ikke, men ud af den blå luft begynder hun at fortælle om hende og søsteren og deres far som de ikke har kendt, ”men jeg har ikke brug for at møde ham og kende ham” siger hun.
Hun rammer mig, hårdt! Dyb dybt t i mit hjerte, og jeg har virkelig svært ved at holde styr på mine tanker og følelser. Pulsen dunker så hårdt at jeg føler min bluse blafrer. Jeg kikker på hende, og smiler lidt indvendig og lytter mens hun fortæller videre. Jeg kan forstå på hende at hun vist har set sin far engang uden at give sig selv til kende. ”men jeg har ikke brug for at møde ham og lære ham at kende” siger hun igen.
Stakkels lille pige tænker jeg som jeg ser hun sidder der – gad egentlig vide om det er hende eller mig selv jeg mener….. hun forvisser mig om, igen, at selv om hendes søster vist én gang har hilst på faren uden at give sig til kende, så har hun i hvert fald ikke behov for det. Der kommer de samme ord ud af hendes mund, men jeg oplever at hele hendes krop skriger på noget andet. Der er simpelthen ikke balance mellem det hun siger til mig og det hendes krop fortæller.
Mit indre er ved at eksplodere, jeg er virkelig presset. Et af de situationer hvor det er godt at jeg har lært at spille skuespil så ingen kan se hvordan jeg virkelig har det tænker jeg, eller….
Min hjerne arbejder på højtryk, og tankerne vælter rundt i mit hoved. Jeg har kvalme! HVÀ NU HVIS HUN SPØRGER MIG TIL RÅDS??? HVA NU HVIS HUN SPØRGER MIG OM HVAD JEG MENER. HVÀ SKAL JEG SVARE??? HJÆÆÆÆLP!!!!
Forslagene vælter rundt i en pærevælling – jeg kan da ikke sige noget når jeg står midt i mit livs mareridt. Mon hun ved det, at jeg opsøgte mig far, tænker jeg. Nej det tror jeg ikke hun ved, hun virker heldigvis til at være opslugt af sin egen historie. Hun fortæller videre, den søde pige med det lange lyse hår -men hvad fanden skal jeg sige hvis hun begynder at stille spørgsmål til mig. At Sporløs er -noget opreklameret fis, -toppen af isbjerget, -starten på helvede ???
Èt er sikkert, jeg ville aldrig, som i a l d r i g, sige til hende hvad hun skulle gøre eller ikke gøre, det er simpelthen for stort og for alvorligt et valg i min verden. Men jeg har jo en erfaring. En forfærdelig erfaring, der hvor jeg er lige nu. Hvor meget af det skal jeg dele med hende hvis hun spør?
Jeg kan da ikke sige til hende, ”Hold dig langt væk! Det er et helvede! Din verden vælter, du mister dig selv, din identitet og du bliver SÅ FYLDT FYLDT FYLDT af at være blevet valgt fra, svigt, mindreværd, had, vrede, negative følelser der fylder hver en celle i din krop, og og og… -du sætter gang i noget du slet ikke kender konsekvenserne af, kære søde pige med det lange lyse hår.
Musikken er hyggelig og maden er gó. Heldigvis er der en højlydt stemning i laden, så jeg kan være med mig selv uden at nogen opdager det, i hvert fald så længe hun ikke stiller mig spørgsmål. Jeg er fuldstændig ødelagt indeni – heldigvis kommer vinen rundt igen. Jeg tager et glas mere og håber det kan få mig til at slappe lidt af så mit hoved og min krop ikke eksplodere. Hun trykkede på en knap. Hvá fanden skal det også til for, at bringe så stort et emne på banen til en fest. Vi skal há det sjovt for fanden da.
Jeg er på glat is hvis hun spørger mig om noget nu. Hun snakker og snakker, men jeg kan simpelthen ikke samle mig så meget sammen, så jeg kan høre hvad hun siger. Det ene øjeblik tænker jeg at, hun naturligvis må gøre sig sine egen erfaringer, det andet øjeblik tænker jeg: HOLD DIG LAAAANGT VÆK OG UNDGÅ AT DIT LIV GÅR I OPLØSNING. Men det kan jeg jo ikke. Jeg kan jo ikke vide hvad der venter hende. Måske fryd og gammen og evig lykke. Måske forældre der virkelig tager ansvar og holder det de lover, som i det forpulede program til Sporløs, i slutningen hvor alt er fryd og gammen….. lorteprogram! Jeg har tit tænkt på hvorfor de ikke laver en opfølgning. Mon der er nogen der har overskud til at vise og fortælle alt det der kommer bagefter, I wonder!!!
For gud ved hvilken gang, forvisser hun mig om at hun ikke har behov for at møde sin far. Jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at skrige ind i hovedet på hende: ”SÅ HOLD DOG KÆFT OG HØR PÅ DIG SELV!!! Din mund siger noget, men ALT andet ved dig skriger på at du vil møde din far”. Du lyver! Hvad flygter du fra, frygten for et afslag, ansvar? Flygter du ligesom dine forældre gjorde? Måske har jeg allermest lyst til at råbe til hende fordi jeg ganske enkelt ikke kan være inde i mig selv længere. Jeg er virkelig presset, sårbar ad helvedes til og tænker at jeg bryder sammen hvis hun begynder at spørge mig om noget…
Endelig er vi færdige med hovedretten. Hun holder pause i sin talestrøm og kikker på mig. Jeg må væk, og det kan kun gå for langsomt. På vej over til vennerne ved det andet bord strejfer tanken mig: hvem flygter, hvad flygter vi fra ……. –jeg griber flasken og et par glas i den anden hånd og går. ”hey, long time no see, vi skal da lige há en enkelt, ská vi ikk” –de smiler og trækker en stol frem til mig. Musikken spiller, stemningen er gó, alt er godt …………..
”I don´t tell you it´s gonna be easy, but I tell you, it´s gonna be worth it”
You´r life – your choise!
………det er længe siden nu, heldigvis……….. men jeg, pigen med det korte lyse hår, er forandret, for altid!
Det gipper i mig ved tanken om de konsekvenser livets valg giver, og ta´r. Om forskellen og konsekvenserne på om vi gør os til ofre for omstændighederne og vores historie. Eller vi træffer et valg, tager ansvar og bruger vores erfaringer og historie til noget konstruktivt og brugbart.
Gad vide hvad hun lærte og hvilken konsekvens det fik for pigen med det lange lyse hår, med det valg hun traf dengang? Vi traf hvert vores valg …..
