Der er stille, helt helt stille på perronen, kun fuglenes sang og vindens blæsen bryder stilheden. I går så jeg et billede for mit indre blik af perronen, og havde følelsen af at det var som at være med i en cowboyfilm hvor alt lå øde hen, og den eneste udsigt til civilisation og liv var venten på at det næste tog kom forbi.
Jeg er stået af toget igen. Sidste gang blev jeg kastet af, og faldet var så voldsomt at jeg lå på perronen i lang tid og havde end ikke kræfter til at rejse mig. Det var hårdt at ligge på den kolde støvede beton, men på et tidspunkt fik jeg så mange kræfter at jeg kunne slæbe mig hen på bænken der står midt på perronen. Jeg husker at det var rart at komme op og sidde, og komme væk fra kulden. Fra bænken var der et bedre overblik og et spinkelt håb.
Denne gang er det anerledes. Anderledes på en måde der er svær at beskrive. Jeg slentrer rundt i min stilhed og fordybelse – det er rart men svært at sætte ord på, men jeg forsøger alligevel. Jeg sætter mig på bænken og kikker ud på det bare landskab. Tanker der kommer til mig er ord som: erfaring, visdom, ro, erkendelse, lidt ked-af-det-hed på den gode måde, lidt sorg, afklaring, væren, og ikke mindst taknemmelighed. Jeg kan godt mærke at ordet taknemmelighed er godt, og den spreder en dejlig følelse ud i hele min krop. Men hvad vil jeg så bruge al den erfaring til? Jeg hører toget i det fjerne. Hmmm det vil sige den kommer lige om lidt. Hvis den standser i dag, vil jeg så stige på igen?
Nej ikke denne gang. Jeg er ikke klar. Det er faktisk en sandhed med modifikationer tænker jeg. Meget af mig er klar til at tage det næste tog, men en stor del af mig har ganske enkelt ikke lyst. Jeg nyder min tid på perronen. Her er fred, ro, stilhed, væren, her er bevidsthed og nydelse af alle de ting der giver værdi. Tid og stilhed til at nyde blomsterne og fuglene der synger så smukt. Her er tid og stilhed til refleksion og nyde at jeg endelig er kommet hjem i mig selv. Ikke at jeg ikke mærker sorg og vrede, det gør jeg også, men jeg giver mig tid til at være og mærke det hele, og det er rart og giver en dyb følelse af taknemmelighed over at være mig.
Jeg kan høre på togets tuden at den snart er her. Kan se den sagtner farten og triller stille ind på perronen. Den er fyldt med mennesker. Også denne gang er det som om at togvognene er delt op. Jeg kan se at de forreste vogne er fyldt med mennesker i jakkesæt, smart tøj, høje hæle og tomme blikke. De maser og skubber for at komme frem til vognen på 1´ste klasse. Jeg når lige at tænke: ”hvá vil de der”? -men bliver afbrudt at kontrolløren der råber: ”er der nye rejsende”
Jeg kikker hen på de bagerste vogne på toget, der er også fyldt af passagerer. Modsat forrest i toget hvor folk maste og skubbede for at komme frem, så virker menneskene her, helt apatiske. Jeg kan se at de alle sidder med en fribillet i hånden, og en venlig kontrollør går rundt og deler mad ud. Hmmm, hvis de bare har en fribillet uden endestation, og får mad udleveret hver gang de er sultne, mon de så kører med til verdens ende tænker jeg?
Jeg opdager at den midterste vogn på toget er tom. Der kunne jeg jo egentlig godt stige på,. Men jeg vil jo ikke være alene, jeg vil gerne være en del af et fælleskab – mine øjne glider tilbage til de forreste og bagerste vogne……… nej tak, jeg har ikke lyst til at være en del af de fællesskaber jeg kan se herfra hvor jeg står.
”Er der nye rejsende” råber konduktøren, han hopper op på trinnet og toget sætter i gang.
Stilheden sænker sig igen…….. her er rart. Der var ingen der stod af toget i dag. Gad vide om de rejsende i de forreste vogne overhovedet opdagede at toget standsede? Der var flere i de bagerste vogne der kikkede ud på perronen, men det var lige som om at de end ikke overvejede at de havde en mulighed for at stå af.
Jeg trækker vejret dybt ned i maven, indånder alle de dejlige dufte og mærker hvordan solens stråler gør mig godt, dejligt. Kommer til at tænke på toget der kørte forbi for nogle uger siden. En passager i de forreste vogne råbte: ”hey, vil du ikke med her? Du vil, tør, gør og er handlekraftig” – Jeg kikkede mig omkring – ”ja dig der sidder der på bænken” – MIG??? – jeg pegede på mig selv og kvinden i toget nikkede. Jeg rystede på hovedet og tænkte: “Nej tak, det er sødt af dig men ærlig talt så har jeg ikke lyst til at være en del af det hæs blæsende gedemarked og spidse albuer, som jeg oplevede det var fra bænken hvor jeg sad.
Smiler for mig selv. Der er nu noget dejligt over intensiteten i de forreste vogne på toget, men jeg får den der følelse af at der kun er plads til dem der maser og skubber – h e l e tiden. Det er lige som om at de slet ikke kan få nok. Jeg kan ikke li det, og jeg kommer til at fryse indvendig når jeg ser de tomme blikke. Tænker med gru tilbage da jeg selv var på toget i den forreste ende. Dengang var det ikke så slemt som jeg oplevede det med toget i dag -som jeg husker det……… griner højt, ”tiden læger alle sorg”, husker det måske ikke helt som det var….. ”Stige på og af livet”, det kan man jo ikke. Man kan jo ikke stige af livet, så længe vi fysisk er i live. Vi er her jo hele tiden. på forskellige måder.
En bille kravler forbi mine fødder, og de to fugle der var modige nok til at komme tæt på mig, er fløjet igen. Vinden blæser i min hår, og jeg kan mærke at jeg e r –den er smuk den hvide sommerfugle der danser rundt omkring mig. Nyder at jeg kan sidde lige så stille og betragte den – jeg bliver her lidt endnu.
Et tog tuder i det fjerne………..
