”Moar, må jeg godt gå ud og lege”?
”Ja det må du da min skat. Hvor var det en rigtig god ide du fik der”, svarede jeg –og væk var hun. Hvor er det dejligt at hun er begyndt at blive glad igen, ja i det hele taget at hun viser tegn på liv, jeg bliver rørt bare ved tanken. Er hun glad, bliver jeg glad, og kan begynde at se mig om efter voksenlivet igen.
Jeg bliver stående ganske stille på græsset i den lille park. Her er så hyggeligt. Det gamle gamle egetræ er imponerende med den enorme stamme. Hvor var det en dejlig dag, dengang jeg tog ungerne med ind i hulen inde i træet. Vi sad helt tæt, og bare lyttede til alle de spændende, men også lidt uhyggelige lyde der var derinde. Smiler, det var en gó dag. Bænken ved siden af er tom, der sidder ikke nogen længere, heldigvis, hun er løbet ud for at lege.
Tænker tilbage til da hun og jeg stadig sad på bænken. Jeg havde en af de dage hvor jeg ikke kunne sige mig fri for at blive lidt irriteret på hende og tænke: så kom dog videre, gør noget, kik på mig, bare gør et eller andet så jeg får et håb om liv derinde bag de tomme øjne.
Straks tanken var tænkt, fortrød jeg. Helt ærlig, jeg af alle kender hendes historie, jeg er den voksne, men det var simpelthen i ren og skær afmagt og mit dybfølte ønske om at hun skulle have lov til at have sig et liv, denne skønne lille tøs.
Men syv år er lang tid. Syv år hvor jeg trofast sad ved siden af hendes forstenede krop for at passe på hende. For at lade hende vide at jeg altid, altid ville være ved hendes side og aldrig svigte hende. Det havde hun prøvet alt for mange gange. I de syv år havde jeg end ikke set hende blinke eller dreje hovedet. Hun sad bare der, stirrede tomt ud i luften og sagde ingenting.
Jeg havde prøvet at løfte hende over på mine knæer, så hun kunne sidde blødt og mærke varmen fra mig, og fortalt hende tusindvis af gange at jeg altid ville være der for hende, og godt kunne forstå hendes reaktion. Men lige lidt hjalp det, hun var som en kold tung betonfigur der var formet som et menneske, men helt uden liv.
”Du er nødt til at rejse hende op, og flytte hende ned på jorden og ud på græsset. Du må som den voksne tage ansvar og handling” sagde den vise kvinde til mig.
”Når dyr får et chok, ryster de sig, så de kan ryste stress og chok af sig, det skal hun også” fortsatte hun. ”træk hende op, og få hende til at bevæge sin krop, ryst den blidt. Hold om hende, overdrys hende med kærlighed, kærlighed og atter kærlighed. Tal med hende. Du, og kun du, kan give hende den healing hun har brug for, til at komme videre”
Det var en udfordring for mig. Jeg var så bange for at hun skulle føle det som endnu et overgreb, hvis jeg tvang hende til noget hun ikke kunne lide. Bare tanken om at hun ville misforstå min handling, og hun ville få det endnu dårligere, var ikke til at bære. Men på den anden side kunne jeg godt forstå den vise kvindes ord. Jeg er jo den voksne, jeg må tage et voksent ansvar.
Smiler når jeg tænker tilbage. Jeg sprang til handling med det samme, inden jeg mistede modet igen…….. miraklet skete, hun gik med mig, da jeg kærligt men bestemt gik hen og tog hendes hænder og sagde: ”kom vi skal op og stå”. Hun lod mig omfavne hende, kysse hende i panden og tog imod da jeg fortalte at jeg elsker hende, og altid vil gøre det. Hvor var det en befrielse at jeg så hende smile. Vi rystede vore kroppe sammen, og grinede lidt, uden lyd.
Efter det, kalder hun ofte på mig, men mest for at høre mig svare at jeg er der. I starten spurgte hun meget efter hendes tætteste relationer, hvorfor de ikke vil være sammen med hende, komme og give hende tryghed, nærhed og kærlighed. Vi taler om det, og jeg har forklaret at det desværre ikke er en mulighed, men det er derfor hun har fået mig. Mig der har en ganske speciel kærlighed til hende, som ingen andre.
Der er også de dage og situationer hun kommer og græder, er dybt ulykkelig og føler sig ensom og forladt. Det rammer mig dybt i mit hjerte når hun har det sådan, men jeg finder æren og stoltheden frem som den voksne, over at jeg vælger at tage ansvar og være i stand til at give hende det hun har brug for, når hun har brug for det.
Men lige nu, og for det meste er hun glad, ude at lege, udforske og leve det gode liv –mit indre sårede barn.
Udviklingsområde for indre glæde og trivsel – stoppe negative mønstre og adfærd
”Et af de største områder der kan forhindre et, på overfladen velfungerende voksent menneske, i at leve et liv med indre glæde og trivsel, er manglende fokus på healing af vores ”indre sårede barn”. Vores indre sårede barn og negative følelser, der gang på gang fanger os i negative mønstre og adfærd. Rigtig mange mennekser har lært bevidst eller ubevidst at lægge låg på deres følelser – specielt de negative.
For at vi som voksne, både mænd og kvinder, kan bryde negative mønstre, og lære at rumme alle vore følelser, er det vigtigt at vi sætter fokus på vores indre trivsel, og vores (evt.) indre sårede barn. Vi skal ikke ”dyrke” det, men vi skal møde følelserne når de kommer, give plads og rum til dem, heale og give masser af kærlighed fra vores voksne ”jeg”, så vi kan løfte os og leve et liv vi kan håndterer hele vejen rundt”
